Gå til hovedindhold

Afdelinger

Service & Beredskab er med til at skabe gode fysiske rammer for alle borgere i Horsens Kommune. Læs mere om vores afdelinger og de services, vi udfører i kommunen.

  • Læs op

Indhold

    Administrationen samler trådene

    Service og Beredskab er en stor og kompleks organisation med mange funktioner. Derfor er administrationen en uundværlig del, der arbejder på tværs af alle områderne.

    I administrationen sidder syv faste medarbejdere, der blandt andet klarer alle administrative opgaver på tværs af organisationen og er i kontakt til både ledere, medarbejdere og borgere,

    Administrationen tager sig også af løn og regnskaber, bestilling af arbejdstøj, administrationen omkring vintertjenesten, ressourcestyring og registrering af arbejdstider, samt Endelavefærgen. Derudover er der en del borgerhenvendelser via mail og telefon.

    Ring til administrationen på telefon: 76 29 20 17.

    Brandvæsenet rykker ud 600-700 gange om året

    Sydøstjyllands Brandvæsen er et beredskabssamarbejde mellem Hedensted og Horsens Kommuner. Brandvæsenet beskæftiger cirka 40-50 brandmandsuddannede, hvoraf cirka 20 er deltidsansatte. Der er altid en minimumsstyrke på 12 brandmænd på vagt – fire på stationen og otte på tilkald.

    Brandvæsenet rykker hvert år ud til cirka 600 -700 opgaver. Udover ildebrande er det redningsopgaver og miljøopgaver. Brandvæsenet driver desuden vagtcentralen.

    Brandvæsenet råder over fire autosprøjter, tre vandtankvogne, en redningsvogn, en redningslift, en slangetender og en redningsbåd. Det er i øvrigt brandmændene selv, der holder udstyret ved lige.

    Kursus i brandslukning og førstehjælp
    Service & Beredskab udbyder løbende en række kurser i blandt andet førstehjælp og brandslukning. Læs mere om kurserne.

    Ring 112 for akut hjælp
    Har du behov for akut hjælp, skal du altid ringe 112.

    Ellers kan du ringe til vagtcentralen på telefon: 76 29 27 70.

     

    Vagtcentralen besvarer alle opkald døgnet rundt

    Afdelingen sidder klar ved telefonerne alle årets dage og er et vigtigt kommunikativt bindeled i kommunen. Vagtcentralen har blandt andet ansvaret for:

    • 112-udkald til redningsopgaver og brand
    • kommunale tyverialarmer
    • overfaldsalarmer
    • automatiske alarmanlæg
    • backup ved nødkald for hjemmeplejen
    • klargøring og servicering af omsorgsalarmer
    • faldalarmer fra plejekrævende borgere
    • elevatoralarmer
    • tekniske alarmer
    • telefonomstilling og -betjening for Brandvæsenet
    • telefonomstilling for Horsens Kommune uden for normal åbningstid
    • administrative opgaver for Brandvæsenet.

    Ring til vagtcentralen på telefon: 76 29 27 70.

    Tag færgen til Endelave

    Endelave-færgen er også en del af Service & Beredskab. Færgen er hjemmehørende på Endelave og sejler dagligt mellem Endelave og Snaptun færgehavn.

    Turen er en naturoplevelse, hvor du kan være heldig at se marsvin og sæler - så tag en kikkert med til overfarten.

    Du kan have bil, cykel og campingvogn med på færgen. Husk blot at bestille plads. Det kan du gøre på færgens hjemmeside.

    Der er en kiosk ombord på færgen, hvor du kan købe drikkevarer, pølser, brød, is og slik.

    Overfarten tager cirka en time. Book billetter og se sejlplan på færgens egen hjemmeside

    Aflever dit affald på genbrugspladserne

    Alle borgere i Horsens Kommune kan benytte kommunens tre genbrugspladser til affald, der i art og mængde svarer til en almindelig husholdning. Sorteringen er ikke den samme på alle pladserne, så spørg personalet, hvis du er i tvivl.

    Køretøjer med en tilladt totalvægt på maksimalt 3.500 kg med tilhørende trailer har adgang til pladserne.

    Læs mere om vores genbrugspladser på horsens.dk

    Specialkørsel for kommunen

    Kørsels- og Busafdelingen står for al visiteret specialkørsel i Horsens Kommune. Herunder kørsel for fysisk og psykisk handicappede børn og voksne, ældre borgere og andre der har fået bevilliget kommunal kørsel.

    Kørsels- og Busafdelingen råder over 37 busser og har cirka 800-900 kørsler om dagen. Horsens er en ud af seks kommuner, der arbejder med samme digitale kørselssystem. Kommunerne er samlet i en ERFA-gruppe, hvor der deles viden og erfaringer.

    Chaufførernes dag starter typisk kl. 5.30 og slutter ca. 17.30.
    Alle chauffører har stort erhvervskørekort og et kursus i befordring af bevægelseshæmmede. 28 har fået svendebrev som rute- og bybuschaffør. Derudover har flere af dem været på tre ugers AMU-kursus i konflikthåndtering.

    - Kørselskontoret varetager alle administrative opgaver i forbindelse med kørslen. Det er et stort logistisk arbejde at få oprettet ruterne, så de er så effektive som muligt, men samtidig tilgodeser brugernes ønsker og behov, udtaler afdelingslederen for kørsel- og busafdelingen, Ole Hansen Wessel.

    Hjælpemiddeldepotet
    Hjælpemiddeldepotet har ni ansatte og står for kørsel med hjælpemidler, samt rengøring, vedligeholdelse og lagerstyring af samme.

    Ring til Kørselskontoret på telefon: 76 29 35 55.

    Læs mere om handicapkørsel på horsens.dk

    Indkøb og opbevaring af nye og gamle materialer, skilte og arbejdstøj

    Afdelingen er et vigtigt omdrejningspunkt i Service & Beredskab. Her opbevarer vi alt nyt og gammelt materiel, og vi:

    • bestiller og opbevarer vejsalt
    • transporter materiel
    • sorterer affald hos Service & Beredskab
    • løser tømreropgaver via tømrerafdelingen
    • køber og opbevarer kommunale skilte
    • opbevaring samt kørsel at diverse materialer i forbindelse med afvikling af valg 

    Derudover hjælper vi kommunens øvrige afdelinger med at få løst større og mindre specialopgaver.

    Giv os et praj
    Hvis du opdager ødelagte vejskilte, huller i vejen, defekt gadelys eller lignende, så giv os et praj via horsens.dk

    Park, Vej og Anlæg holder kommunen ved lige

    I denne afdeling arbejder ca. 100 medarbejdere på at sikre, at hverdagen for borgerne fungerer så problemfrit som muligt året rundt.

    Park, Vej og Anlæg vedligeholder kommunens parker og grønne områder, og vi beplanter kummer og bede. Der er også os, der plejer vandløbene og sikrer en ordentlig afvanding. Vi fælder træer og tager kampen op mod bjørneklo.

    I bymidten og yderområderne holder vi gågade, fortove og pladser rene, og det samme gælder skoleområder og boldbaner. Det er også os, der bekæmper rotter. Vi holder også vores veje vedlige. Det vil sige, at vi klipper rabatter, lægger og lapper asfalt og reparerer skilte. Vi har også en ekstra stor opgave om vinteren, når sneen og kulden rammer.

    Endelig hjælper vi til ved særlige specialopgaver i kommunen. Det kan for eksempel være rengøring after koncerter, Middelalderfestivalen og andet praktisk arbejde i forbindelse med afvikling af byens store arrangementer.

    Årets gang i Park, Vej og Anlæg

    Om foråret har vi særligt fokus på en bestemt række opgaver. Vi:

    • planter forårsblomster
    • klipper græs - for eksempel i byer, på landet, på ­boldbaner, i naturområder, i parker og langs stier
    • fejer og gør rent
    • gør boldbaner klar til brug
    • bekæmper ukrudt og luger ud
    • starter større asfaltlappeopgaver op
    • går i gang med at klippe rabatter
    • klipper ved frøgræsmarker.

    Om sommeren har vi fokus på en bestemt række opgaver. Vi: 

    • klipper hæk
    • skærer grøde i vores vandløb
    • bekæmper bjørneklo
    • sætter gang i vores blomsterprojekter
    • vander træer med vandingsvogn.

    Derudover har vi en del opgaver i forbindelse med Middelalderfestivalen samt andre projekter og koncerter i byen.

    Om efteråret har vi fokus på en bestemt række opgaver. Vi: 

    • klipper rabatter 
    • renser grøfter
    • tømmer rendestensbrønde
    • fejer
    • sætter fokus på vores planteprojekter for buske og træer
    • bekæmper rotter. - Vi har rotter hele året, men i efteråret ser vi altid en væsentlig forøgelse.
      Læs mere om rottebekæmpelse på horsens.dk

    Om vinteren har vi fokus på en bestemt række opgaver. Vi:

    • beskærer buske og træer
    • er klar med vintertjeneste (glatførebekæmpelse, snerydning af veje og fortove samt saltværn)
    • sørger for juletræer og julebelysning
    • renser grøfter
    • fælder træer (skovningsopgaver)
    • lapper asfalt på grund af vinterskader
    • inspicerer legepladser.

    Kontakt Rådhuset på telefon: 76 29 29 29.

    Giv os et praj
    Hvis du opdager ødelagte vejskilte, huller i vejen, defekt gadelys eller lignende, så giv os et praj via horsens.dk

     

    Til kamp mod rotterne

    Hvis du ser en rotte, er det vigtigt, at du straks anmelder din observation.

    Tag kontakt til Horsens Kommunes rottebekæmper.

    Der er ingen grund til at blive grebet af panik. Når først rottebekæmperen er begyndt at bekæmpe rotterne, er det som oftest et spørgsmål om tid, før de er væk.

    Man har som grundejer pligt til at sikre og renholde sin ejendom, så rotters levemuligheder begrænses mest muligt. Det gælder både parcelhusejeren, gårdejeren og ejeren af en udlejningsejendom.

    Udgiften til bekæmpelsen af rotter opkræves over ejendomsskatten. Derfor skal du ikke betale noget, når du tilkalder kommunens rottebekæmper for at bekæmpe rotter på din ejendom. Loven siger, at du ikke selv må give dig i kast med at bekæmpe rotter. Du skal i stedet anmelde det til kommunen.

    Anmeld rotter
    Hvis du ser en rotte, skal du straks anmelde det til Horsens Kommunes rottebekæmper

    Rengøringen klarer rengøring i de fleste kommunale bygninger

    Fra klokken 5 om morgenen til klokken 23 om aftenen er der gang i ca. 200 kompetente rengøringsassistenter rundt omkring i kommunene bygninger. De arbejder for at skabe de bedste rammer for resten af kommunens medarbejdere i institutionerne, på skolerne, i hallerne, på bibliotekerne og i alle de administrative bygninger.  - og de forsøger altid at leverer en rengøringskvalitet der er i top.
     
    - Ofte er rengøringsarbejde undervurderet, men det er hårdt arbejde, og vi gør en forskel for rigtig mange mennesker. Så der bør også være respekt omkring det, vi udfører.

    Jeg er tilfreds med mit job, og kan lide at gå på arbejde, fortæller Annette Brinkmann, rengøringstekniker Service & Beredskab.
     
    Service & Beredskab sørger løbende for kompetenceudvikling til alle medarbejderne og tilbyder hvert år efteruddannelsen ”Rengøringsteknikker”.

    Rengøringsafdelingens mission er at skabe og beskytte rammerne for det gode liv i Horsens.

    Vi hjælper vores kunder og alle brugere med at trives i rene og behagelige miljøer og medvirker til at omgivelserne er behageligere for alle borgere i Horsens Kommune, fortæller afdelingsleder Kirstine Bie.
     
    Kontakt Rengøringsafdelingen på telefon: 76 29 22 60 / 51 29 19 79 

    Værkstedet tager sig af kommunens køretøjer

    Afdelingen reparerer og vedligeholder alle maskiner og køretøjer i Horsens Kommune. Værkstedet servicerer en vognpark på over 500 køretøjer.

    Afdelingen kører på et nulbudget. Det vil sige, at der ikke skal laves overskud i afdelingen og derfor ikke tjenes penge på de opgaver, der løses.

    Nogle medarbejdere har tre forskellige funktioner i Service & Beredskab – fx mekaniker, brandmand, chauffør. Det er med til at sikre et effektivt og billigt beredskab.

    Cirka 15 personer arbejder på værkstedet. Halvdelen af dem er også brandmænd.

    Afdelingen er inddelt i fire værksteder:

    • køretøjer og maskiner over 3500 kg
    • køretøjer og maskiner under 3500 kg
    • små maskiner
    • smedeværksted.